Privat pasning, hvad er det?  

Privat pasning er et alternativ til de kommunale pasningstilbud. Det er et tilbud til jer, som ønsker selv at bestemme, hvem der skal passe lige netop jeres guldklump. I får derved større indflydelse på jeres barns hverdag. 

Private børnepassere er selvstændige og forvalter selv ventelister, åbningstider og tilrettelægger selv sin dag og indholdet af denne. Kommunen visiterer ikke børn til det private pasningstilbud. I skal derfor selv henvende jer til den private børnepasser, som I ønsker. 

Kommunen har godkendt den private børnepasser og hjemmet. Vi er godkendt til at passe op til 10 børn af Mariagerfjord Kommune. Efter godkendelsen kommer kommunen på årlige tilsynsbesøg - både anmeldte og uanmeldte (på samme vis, som der opleves indenfor den kommunale dagpleje). 

Kommunen yder et månedligt tilskud til forældrene, som anvendes som en del af betalingen til den private børnepasser. Forældre skal dog være obs på, at tilskuddet først gives fra den måned, hvor barslen slutter. Dvs. slutter barslen d. 13. december, giver kommunen tidligst tilskud fra d. 1/12. Ønsker man pasning inden da, betales hele udgiften af forældrene. For at være berettiget til tilskud, skal barnet forinden være skrevet op til pasning i det kommunale regi. Dette annulleres, når den private pasningsaftale er underskrevet. Egenbetalingen udover tilskuddet varierer, og bestemmes selv af den enkelte børnepasser. Der ydes søskenderabat efter gældende regler. Spørg din bopælskommune, hvis du er i tvivl. 

En privat børnepasser står selv for at anskaffe alt til sin pasningsordning, som eksempelvis høje stole, institutionsvogne, ladcykel, legetøj mm. Vi er ikke underlagt et budget fra kommunen, så det er os der bestemmer hvilke midler, der skal bruges på udflugter, legetøj osv. 

Fordele:

Vi vælger hinanden. Det er ikke kommunen, der bestemmer hvor jeres barn skal passes. I får derved stor indflydelse på jeres barns hverdag, og hvad den skal indeholde. .

I kan reservere en plads hos os allerede under graviditeten. Når først pladsen er reserveret, kommer ingen før jer i køen. Dette betyder, at I roligt kan nyde jeres graviditet og barsel, og vi sammen kan lave en tryg og rolig opstart.  

Ingen gæstebørn. Her vil I altid møde den samme faste børnegruppe. Dette skaber ro og giver mindre risiko for sygdom. 

God normering. Vi er godkendt af Mariagerfjord Kommune til at passe op til 10 børn. Vi har dog valgt, at vi, som udgangspunkt, har en børnegruppe på ca. 8 børn. Dette for at skabe mere tid, nærvær og ro til det enkelte barn. I kan dog opleve, at vi, i perioder (eks. i forbindelse med udskiftning i børnegruppen), tilbyder pasning af 9/10. barn.  

Billigere end de kommunale tilbud. Hvis man fratrækker tilskuddet fra kommunen kommer egenbetalingen (i 2024) helt ned på kr. 2150,-, hvilket er væsentlig billigere end de aktuelle kommunale tilbud. 

Bleer, solcreme og vaskeklude er inklusiv i prisen. 

Vi er ikke underlagt de samme regler om dokumentation, som der findes indenfor de kommunale pasningstilbud. Dette betyder, at vi kan bruge tiden på børnene, på rammerne og på at gøre "Naturbørn Hobro" til et fantastisk pasningstilbud for dig og dit barn. 

Ulemper:

Vi tilbyder desværre ingen gæstepasning, hvis vi bliver syge eller holder fri. I disse tilfælde skal I selv arrangere pasning af jeres barn. 
Heldigvis har vi normalt sjældent sygedage, men skulle det ske, vil I naturligvis få besked så hurtigt som muligt.

Vi har tilknyttet en godkendt vikar, som vi kan bruge i forbindelse med korte aftaler, som lægebesøg el.lign. 

Hvert år i januar udsender vi ferieplan for det følgende år, hvilket giver jer god tid til at finde andre løsninger. Derudover kan vi naturligvis få brug for enkelte fridage, disse varsles i så god tid som muligt. 


Lav din egen hjemmeside gratis!